En fejlfri kultur: Handicap, ableisme og sletning i Norden
May 1st 2022

Da jeg var en ung kvinde, lærte jeg at jeg skulle være bevidst om hvordan jeg klædte mig, opførte mig og talte. Jeg lærte, at hvis jeg ville have succes som en ung politiker og opnå indflydelse, så skulle jeg være mindre som den kvinde jeg var og mere som en mand. Jeg lærte værdien af bukser frem for kjoler, hvordan man skal promovere sig selv og hvad man bør undlade at gøre.

Da jeg var først i tyverne, fik jeg helbredsproblemer og jeg fik konstateret et handicap. Jeg måtte lære at håndtere smerte, udtrætning og en følelse af en krop som svigter.

Jeg lærte også at handicap ikke er noget man skal snakke om, hvis man vil have succes. At ens omgivelser og samfundet ofte ubevidst vurderer, hvor normal man virker og hvad man gør. En af mine tidlige oplevelser var at sidde i en bar, se godt ud, mit handicap er kun synligt når jeg bruger min kørestol, men da en fyr der kom hen for at snakke, fik at vide at jeg var på førtidspension på grund af et handicap, forsvandt han hurtigt.

Senere, da jeg ville vende tilbage til arbejdsmarkedet et par år senere, fortalte kommunens jobkonsulent mig, at hvis jeg mistede det job jeg havde, ville der aldrig være en anden arbejdsgiver, der ville ansætte mig. Jeg har siden haft to andre jobs og er nu næstformand for Danske Handicaporganisationer, sidder i mange bestyrelser og komiteer og er blevet  nomineret af den danske regering til FN’s handicapkomité.




De værdier vi lærer

Vores kultur lærer os at skal være som en (hvid) mand, en mand med et godt job, ambitiøs, aktiv, selvsikker, i stand til at opnå (og købe) alt det han vil. Det er sådan, det ser ud at være fejlfri og det er det vi skal stræbe efter.

Vi værdsætter dem, der har et job, en familie og dem som fungerer normalt, inden for vores samfunds normer. Det gør livet sværere for dem, der ser anderledes ud på grund af et handicap eller dem, der opfører sig anderledes, for eksempel mennesker der reagerer på indre stemmer eller mennesker med usynlige handicaps, som ikke kan arbejde.

Som en person med et handicap, oplever du endda forældre der lærer deres børn ikke at se på eller snakke med dig. Og jo mere anderledes du ser ud, jo mere markant bliver dette.

Anerkendelse

Mange kvinder anerkendes ikke. Det samme sker for mennesker med handicap (og andre minoriteter). I 2017 var der i USA et fokus på at ”Affordable Care Act” blev reddet og meget af æren gik til den republikanske senator John McCain, men der var ingen eller meget lidt anerkendelse af de handicap-aktivister, der længe havde demonstreret på gaderne og gennem sit-ins, inklusiv på senator McCains kontor havde sat problemet på dagsordenen.

I Danmark har Det Centrale Handicapråd spurgt arbejdsgiverne om de, i lyset af de nylige erfaringer med hjemmearbejde, ville være mere tilbøjelige til at ansætte en person, som helt eller delvist skulle arbejde hjemmefra. 59% af arbejdsgiverne svarede, at det var sandsynligt, men da de fik at vide at deres potentielle medarbejder havde et fysisk handicap, var det kun 31% der svarede at de sandsynligvis ville ansætte vedkommende og hvis den potentielle ansatte havde et psykosocialt handicap, faldt det til 20%.

Internationalt bruger mange handicap-aktivister begrebet ”ableism”, et begreb i familie med sexisme og racisme. Men med ”ableism”, dømmer vi ikke folk ud fra deres køn eller etniske baggrund, men ud fra hvad fra hvad vi ser som evner og en forståelse af, hvordan kroppe skal se ud og fungere. 




Værdien af diversitet

Vi lærer at idealet er at være fejlfri, at have det perfekte liv, den perfekte krop, det perfekte sind. Og når vi ikke er fejlfri, skal vi prøve at forbedre os eller skjule vores fejl.

Men hvad ville der ske, hvis vi ændrede fortællingen, hvis vi begyndte at fejre vores forskelle?

En rapport fra 2018 fra Accenture Research viste at ”virksomheder der bruger teknikker til at ansætte og støtte flere mennesker med handicap i deres medarbejderstab, klarer sig bedre end deres konkurrenter”. På samme måde som vi længe har vidst at diversitet generelt er en bonus for virksomheder.

Måske vi kunne opnå et sundere uddannelsessystem for vores elever, hvis vi skabte en kultur, hvor vi fokuserede mindre på at være fejlfri og ændrede, hvordan vi skaber inklusion ved at hente inspiration fra NEST klasser, hvor børn med diagnoser som autisme trives sammen med andre børn.

Og hvis vi kunne fejre mennesker med et handicap i kunst og kultur.

Hvor har vi skuespillere uden et handicap der spiller personer med et handicap, imens vi næsten aldrig ser skuespillere med et handicap der har rollen som kollega, en ven eller en ægtefælle. Hvis vi ser skuespillere med handicap, er fokus ofte på handicappet.

Den svære vej

Jeg er stolt af at være en kvinde med et handicap, uanset, hvad jeg har lært at samfundet. Og alligevel så prøver jeg at skjule det, hver gang jeg kæmper med en migræne. Og når min krop kæmper for at følge med, så vil jeg aldrig melde mig syg. Jeg fortæller gladeligt om det jeg kan, men tøver med at fortælle om hvor handicappet opstår, hvor mine fejl er.

Vi kommer med undskyldninger, nægter at anerkende omfanget eller den permanente natur. Vi kæmper med at holde fast, at fungere, at blive accepteret. Og hvor nogle handicaps er synlige, kan andre være usynlige og vi skelner ofte mellem handicap og kronisk sygdom, selv om kronisk sygdom kan udgøre lige så stort et handicap som de mere synlige af slagsen.

Kender du nogen der har et handicap? Fra danske studier ved vi at over 20% af befolkningen har et handicap, nogen på grund af alder, nogle synlige, men andre kan være din tante, din kollega eller din ven, som bare ikke snakker om det.

Vi har brug for en forandring. Jeg er en kvinde med et handicap og jeg er stolt af det, selv om jeg har lært at du burde jeg ikke være.

Vi kan skabe en forandring. Hvis vi samarbejder. 













— — —


Styrkir þú Vía?

Vía treystir á þitt framlag. Með því að styrkja Vía tekur þú þátt í að halda uppi miðli sem lætur sig jafnrétti og fjölbreytileika varða.

Vía, áður þekkt sem Flóra útgáfa, hefur verið starfandi í 3 ár fyrir gagnrýna lesendur sem langar að kafa undir yfirborðið á marghliða samfélagsumræðu út frá jafnréttissjónarmiðum. Vía hefur frá upphafi fjallað um aðkallandi málefni líðandi stundar og birt fjölda einstakra pistla sem hafa varpað ljósi á ójöfnuð, ójafnrétti, fordóma, íhaldssemi og ofbeldi sem finna má á öllum stigum samfélagsins. Við leggjum áherslu á að upphefja frásagnir þeirra einstaklinga sem valdakerfi fara hvað verst með og valdefla raddir fólks með lifaða reynslu.

Hvert einasta framlag, stórt eða lítið, gerir okkur kleift að halda uppi gagnrýnni jafnréttisumræðu og er ómissandi fyrir áframhaldandi starf Vía.


Styrkja Vía


** Kíktu við á Uppskeru, listamarkaðinn okkar **
















fyrri grein
Ef flóttamanni er brottvísað og enginn tekur eftir því, gefur hann þá frá sér hljóð?

Mest lesin
Tilveruréttur minn

Mælum með
The psycho queen tells all – A look into mental institutions

næsta grein
A flawless culture: Disability, ableism and erasure in the Nordics


Lesa meira um...

En fejlfri kultur: Handicap, ableisme og sletning i Norden