Passability, en personlig essay
May 1st 2022

Det var ikke meget over midnat, på en almindelig fredag. Min veninde var gået hjem med en tilfældig fyr fra baren, og jeg var nødsaget til at gå alene hjem. Iført en pastel blå heldragt, med et tørklæde om ørene, en sjal hængende fra mine skuldre og daggammel læbestift smurt ud fra alle de glas vin jeg havde drukket gennem aftenen.

Jeg havde kun lige forladt baren, da en gruppe fyrer passede mig og hånligt sende tilråb i min retning, og for at gemme mig, trak jeg min maske over min skægget hage. Nu, gemt væk fra offentlighedens stikkende øjne, fortsatte jeg min vandring hjem. En taxa trak op på siden af mig, og fra den mørke vindue kom en stemme, der tilbød mig et lift hjem; jeg behøvede ikke at betale, med kontanter i hvert fald.

Når vi går på denne jord, i et hvert givet samfund, er der uskrevne regler, som vi bliver målt op imod.

Vi kender disse regler ubevidst, for når vi ser en mand, er vi ikke usikre på at det er mand; han har ingen grund til at skulle valideres ved fremvisningen af sine genitalier, men hvad er det præcist der definere en mand? Nogle ville mene at det var genitalier, men ikke alle mænd har de samme genitalier. For pokker, selv cis-kønnet mænd kan miste deres genitalier, og det gør dem ikke til mindre en mand af den grund.

Nogle ville argumentere at det er den specifikke rolle i reproduktionen, som bestemmer en mand, men ikke alle mænd kan gøre andre gravide. Så hvad er det, der definere en mand som en mand? Fordi vi kan gå op gennem gaden, og vi ved når vi ser en mand komme imod os, og det uden at se kromosomer eller genitalier. Dette er Cis-antagelse, at være i stand til at bevæge sig inden for sociale regler om køn, giver en række privilegier når folk antager at man er cis. Men hvad sker der når du ødelægger disse antagelser? Hvad hvis du bevæger, taler og opfører dig som en kvinde, men er bygget som en mand?

Jeg ringede til min veninde, med tårer løbende ned af mine kinder, og bønner til højere magter om, at nu var det for meget, jeg ville bare gerne passere ind i mængden. Byrden af andetgørelse var for tung for mine skuldre, og jeg kunne ikke mere.

Hvor stort mit ønske om at passere var blevet, så jeg også kunne opleve usynlighed i folkemængden, at blive eftertragtet i samme grad som mine veninder blev, og at kunne trække vejret uden et hamrende hjerte i mit bryst.

Min veninde lyttede, og efter et øjeblik sagde hun, “selv hvis du passere, er natten ikke din ven, og begær fra mænd kommer med en pris. Livet som kvinde er ikke det sikkerhedsnet du søger, fordi livet som kvinde ikke er sikkert.”




Jeg har set denne sociale regler i aktion, fordi jeg bevæger mig konstant imellem dem. De er den bane jeg spiller bold på, min konstante dans med normer. Nogle gange danser jeg som en mand ville, påtager mig hans udtryk og adfærd for at underkaste mig masserne, og for en stund bevæge mig fra a til b uden frygten for vold. Det ikke af nydelse, men af nød, og skaber en kortvarig mulighed, så længe jeg ikke skal interagere i det.

Jeg har lært at skifte min stemme, for at genvinde hvad end privilegie der ligger tilbage i min uønsket maskulinitet, således at jeg kan komme igennem en situation i sikkerhed. Fordi sandheden er, trods min identitet og hvor lidt jeg end agere som en cis mand, så antager folk stadig jeg er en mand; en underlig feminin mand, men en mand ikke desto mindre. Jeg kan ændre mig; danse til beatet fra samfundets normer, men rytmen bliver drænene for det ikke den naturlige bevægelse for mine hofter.

“Livet som kvinde er ikke sikkert,” min venindes ord forblev med mig i et stykke tid, som livet fortsatte, andetgjort i min krop af sociale værdier. Livet fortsætter, og at underkaste sig sin undertrykker vil kunne forstærke deres magt, at underkaste sig the gaze af cis’erne vil kun fremme ideen om at deres narrativ er det korrekte; så derfor underkaster jeg mig ikke. Men det kommer ikke uden en pris, for en læring i fuckability blev hurtig klar for mig.




En aften, på den klassisk fordrukne rejse hjem, iført designer klæder med perler og silke, begynde en mand at optage mig med sin telefon. Hånligt taler han om mig til kameraet, og det ukendte antal seere bag, og i fordrukkent mod reagere jeg med den eneste måde at forsvare mig selv på jeg kender til, at seksualisere mig selv.

Jeg bruger underdanighed som jeg kender det fra mandens begær, til at genvinde hvad end magt jeg har mistet i situationen gennem skabelsen af ubehag i manden. Men dette var ikke som det plejede, og istedet fandt jeg mig selv, over for en mand, der havde trukket et våben mod mig.

I det øjeblik lærte jeg at der findes en hårfin grænse mellem at være set som et objekt brugbart til sex, og et objekt uden værdi der blot skulle kasseres. Jeg var det sidste objekt.

Det er en absurd sætning at skrive, for der er sandeligt intet at vinde i dehumaniseringen af at være et sex objekt. But denne mangel på cis-antaget-privilegie gjorde mig værdiløs, og efterlod mig uden værdi i det mandelige blik. Hans instinktive tilgang til vold, tænkte ikke på magtudøvelse gennem sex, men gik istedet direkte til mord.

At kunne passere, være antaget som cis-kønnet, er et svært rum at bevæge sig i. Værdierne ændre sig ud fra øjnene der gør bedømmelsen. Det en metode til sikkerhed, men hvor sikkert er det, når mulighederne enten er seksuelt vold, eller i øjeblikket af blive fanget uden for cis-livet er lig med mord. Målestokken, hvorfra vores værdi antages, er opretholdt både af vores undertrykker, og vores underkastelse til hans narrativ. 
















— — —


Styrkir þú Vía?

Vía treystir á þitt framlag. Með því að styrkja Vía tekur þú þátt í að halda uppi miðli sem lætur sig jafnrétti og fjölbreytileika varða.

Vía, áður þekkt sem Flóra útgáfa, hefur verið starfandi í 3 ár fyrir gagnrýna lesendur sem langar að kafa undir yfirborðið á marghliða samfélagsumræðu út frá jafnréttissjónarmiðum. Vía hefur frá upphafi fjallað um aðkallandi málefni líðandi stundar og birt fjölda einstakra pistla sem hafa varpað ljósi á ójöfnuð, ójafnrétti, fordóma, íhaldssemi og ofbeldi sem finna má á öllum stigum samfélagsins. Við leggjum áherslu á að upphefja frásagnir þeirra einstaklinga sem valdakerfi fara hvað verst með og valdefla raddir fólks með lifaða reynslu.

Hvert einasta framlag, stórt eða lítið, gerir okkur kleift að halda uppi gagnrýnni jafnréttisumræðu og er ómissandi fyrir áframhaldandi starf Vía.


Styrkja Vía


** Kíktu við á Uppskeru, listamarkaðinn okkar **
















fyrri grein
Active/passive power: Is the customer always right?

Mest lesin
Tilveruréttur minn

Mælum með
Trans: Becoming Myself

næsta grein
Passability, a personal essay: On passing and limited safety


Lesa meira um...

Passability, en personlig essay